• Rockfestival står til at forlade København: Overborgmester leder efter »forskellige muligheder«

    Source: BDK Borsnyt / 19 Jun 2024 11:47:32   America/New_York

    De er der hver sommer. Weekend efter weekend bruges Københavns parker, pladser og større områder til byens mange musikarrangementer og- festivaler. Men snart står Danmarks største rock- og metalfestival og mangler et sted at bo. Copenhell skydes onsdag i gang med djævletegn, headbanging og moshpits. For 13. gang sker det på Refshaleøen. Men inden længe må festivalen se sig om efter et andet sted at bo. Fra 2026 skal festivalen finde et nyt sted, for da udløber kontrakten med ejerne af området. Ifølge Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), er kommunen i gang med at finde ud af, hvor man kan gøre af Copenhell. »Vi er i gang med at kigge på forskellige muligheder, både midlertidigt og på længere sigt, for at etablere en festivalplads.« »Den skal ikke kun kunne bruges af Copenhell nødvendigvis, men også af andre festivaler,« siger overborgmesteren til TV 2 Kosmopol. Ifølge et Facebook-opslag skal hun selv ud og »løbe djævlehornene af sig« under dette års festival. Børnefamilier og rock Det er en plan for byudvikling af Refshaleøen, der kan komme til at presse Copenhell væk. Den betyder, at der, som Berlingske tidligere har beskrevet det, skal bygges boligkvarterer og erhverv på området, som ellers indtil for 25 år siden husede skibsværftet Burmeister & Wain. Når børnefamilier, pensionister og andre rykker ind, er det vanskeligt at forestille sig, at der samtidig er plads til en festival med metalbands. Sådan lød vurderingen i begyndelsen af 2023 fra den administrerende direktør for Refshaleøens Ejendomsselskab, Jes Transbøl. Selskabet er en af områdets to store grundejere. »For mig at se er musik en stor del af Refshaleøens dna, og det er også vores håb, at det kommer til at være det i fremtiden. Når det så er sagt: Kan et format som Copenhell være her, når Refshaleøen på et tidspunkt er fuldt udbygget? Ej, det bliver nok svært,« sagde han dengang til Berlingske. Refshaleøens Ejendomsselskab råder over 45 procent af øens areal – også den del, hvor festivalen har hjemme. By & Hav, den anden store grundejer, ejer 24 procent af arealerne på øen. Overborgmesteren uddyber ikke over for TV 2 Kosmopol, hvilke forskellige muligheder, kommunen kigger på for at kunne give Copenhell plads et andet sted i byen. Men det vil ærgre Michael Madsen, der er vicedirektør for Copenhell, hvis det ikke bliver i hovedstaden. Det siger han til TV 2 Kosmopol. Copenhell løber i år fra onsdag i denne uge til og med lørdag. https://www.berlingske.dk/indland/rockfestival-staar-til-at-forlade-koebenhavn-overborgmester-leder-efter
Share on,